Nye EU-regler for emballage - er din webshop klar?
Af Tobias Ejlskov
Hvad indebærer den nye lovgivning?
I 2024 blev en ny EU-forordning om emballge (PPWR) vedtaget og med den bliver det nu endnu vigtigere for virksomheder at kunne dokumentere og reducere deres miljøaftryk. Kravene indebærer blandt andet mere præcis sporing af emballagematerialer, øget genanvendelse og minimeret brug af farlige stoffer.
Hvad dækker emballage i et produkt over?
Kort sagt er emballage alt det, der omgiver selve hovedproduktet. Hvis din webshop for eksempel sælger vin, er vinen selve produktet, mens emballagen består af alt det udenom - altså kork, metal, papir og glas. Et andet eksempel er hobbyprodukter som garnnøgler - her er garnet produktet, mens rullen, garnet er viklet omkring, fungerer som øvrig emballage.
Hvem er omfattet?
Forordningen er gældende for alle virksomheder, der sælger på det europæiske og danske marked. Der findes en bagatelgrænse, som handler om, hvor detaljeret man skal indberette, men ikke om man skal indberette eller ej.
Hvis en virksomhed producerer under 8.000 kilo emballage årligt, kan den lave en samlet indberetning, hvor vægten af alle materialer lægges sammen, og man betaler en gennemsnitspris. Hvis virksomheden derimod overstiger 8.000 kilo, skal indberetningen ske mere detaljeret, og man betaler for emballagen opdelt på hver enkelt kategori.
En virksomhed kan blive fritaget fra forordningen, hvis den kategoriseres som en mikrovirksomhed. Det kræver, at virksomheden opfylder to betingelser: der er færre end 10 ansatte og den årlige omsætning er på højst 15 millioner kroner. Derudover findes der særlige regler for, hvem i værdikæden der bærer producentansvaret, hvilket kan betyde man ikke er automatisk fritaget, selvom ens virksomhed falder under kategorien mikrovirksomhed.
Hvad gør jeg herfra?
Producentansvaret for emballage har eksisteret siden april 2024, og jo hurtigere man kommer i gang, desto bedre. Ved første registrering skal man afgive et estimat, og derfor giver det rigtig god mening at begynde forberedelserne allerede nu.
1. Start med at melde virksomheden ind i en kollektiv ordning.
2. Registrér virksomheden hos Dansk Producentansvar (DPA) – senest 14 dage før emballerede produkter gøres tilgængelige på det danske marked.
3. Indberet data og emballagemængder - dette skal gøres mindst mindst én gang årligt.
Inden man kan begynde at indberette, skal ens data først samles og struktureres via metafelter i produkterne. Når dette er på plads, kan man vælge mellem en manuel eller en automatisk løsning til håndtering af data. Ved den manuelle løsning får man rapporter baseret på de solgte produkter, som giver et samlet udtræk af mængderne til indberetning. Alternativt kan man benytte en automatisk løsning, f.eks. en app eller et værktøj, der registrerer salget løbende og genererer opdaterede lister, hvorfra rapporterne kan trækkes direkte.
Enkel og effektiv emballagesporing i Shopify
På baggrund af de nye krav, rakte Kandii ud til os med ønsket om en løsning der kunne hjælpe dem med at få overblik over deres emballage materialer og tilhørende data. Hertil udviklede vi en skræddersyet løsning for Kandii, der har gjort det markant lettere at håndtere dokumentation og sporing i hele forsyningskæden. Resultatet er en specialbygget emballagedatabase, som er integreret direkte i en Shopify-app.
Databasen omfatter:
- Materialetyper (glas, plast, elektronik, farligt affald, papir og pap m.m.)
- Produktvarianter med tilhørende materialeforbrug
- Registreringer med dato, mængde og ordrereference
Alt er integreret i Shopify, så både indsamling, visning og eksport af data kan ske direkte fra det eksisterende system.
For at sikre høj fleksibilitet, har vi gjort det muligt for Kandii selv at udvide databasen med nye materialer igennem metafelter i appen. Det betyder, at løsningen kan følge med virksomhedens udvikling og de lovgivningsmæssige krav, der løbende ændrer sig.
Appens nøglefunktioner inkluderer:
- Automatisk registrering
- Dataindsamling i realtid
- Visualisering af materialeforbrug
- Eksport til dokumentation og rapportering
Se et glimt af løsningen i videoen herunder.
Har din virksomhed også behov for digital værktøjer til at imødekomme de nye krav om emballage? Så ræk endelig ud, vi hjælper med at finde en løsning, der gør det komplekse simpelt.